Denne romesco spread er en smagsbombe uden lige. Den har primært smag af bagte peberfrugter og soltørrede tomater, men også noter af blandt andet hvidløg og ristede valnødder.


Rig på umami
Denne romesco spread er fyldt med umami-smag, der kommer fra de soltørrede tomater, gærflager og ristede nødder. Sagt på en anden måde, så er den velsmagende, hvilket er det “umami” betyder på japansk.
I romescoen er der også tilsat panko for at gøre den mere fast. Hvis det ikke tilsættes, synes jeg personligt, at den bliver lidt for vandet og uden så meget smagsfylde. Brug eksempelvis denne romesco som smørelse på et godt stykke ristet brød. Prøv også rød pesto med soltørrede tomater.
Romesco spread
Antal 1 glas
Ingredienser
- 2 røde peberfrugter
- 1 dl soltørrede tomater fra glas
- 1 dl blandede nødder, ristede jeg foretrækker valnødder og mandler
- 1 dl panko
- 2 spsk. gærflager
- 2 fed hvidløg
- 1/2 dl olivenolie
- Vand indtil ønskede konsistens
- 1 tsk. spidskommen
- 1/2 tsk. cayennepeber
- 1/2 tsk. paprika eventuelt sød eller røget paprika
- Salt og peber efter behov
Andet
- Balsamico glace
- Evt. lidt hampefrø som pynt
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 200 grader varmluft. Halver og udhul peberfrugterne. Læg dem på en bageplade, der er beklædt med bagepapir med ydersiden opad. Tag dem i den forvarmede ovn. De skal være i ovnen indtil skrællen er mørk hvilket cirka tager 30 minutter afhængigt af ovnen.
- Lad herefter peberfrugterne køle lidt af og fjern skrællen.
- Tag alle ingredienser i en kraftfuld blender og blend indtil det er en ensartet konsistens. Vand tilsættes indtil ønskede konsistens.
- Smag eventuelt til med salt og peber. Når romescoen skal serveres, toppes den gerne med balsamico glace og eventuelt lidt hampefrø som pynt.
Skriv et svar